Om at være frivillige i Frej 

billede-til-nyh_27847371.png

 

Af Daniel Nielsen, frivillig i debatudvalget og økonomiansvarlig  

Eftersom du læser dette her, er du helt sikkert stødt på Frej i en eller anden form. Måske har du været med til et af Tænketanken Frejs events,eller også er du stødt på et af vores forsøg på at nuancere den danske fødevaredebat. Om ikke andet, så velkommen til Frejs første nyhedsbrev!  

Og hvor bedre at lave et lille skriv om at være frivillig i Frej end i vores første nyhedsbrev?  

Tænketanken Frej er navngivet efter den nordiske gud for landbrug og frugtbarhed, Frej. For mig repræsenterer Tænketanken Frej den danske ungdoms - og man er i min optik stadig ung, hvis man er under 35 år! - forsøg på at blive klogere på, hvad vi danskere til dagligt putter i munden på os selv. Tænketanken Frej er derfor på sin vis tro mod myten om den gamle gud Frej. Og ligesom guden Frej var en del af et gudefællesskab, er Tænketanken Frej ligeså meget et fællesskab for voksne som unge, der forsøger at skabe en positiv forandring for vores fælles samfund.  

Det tager meget tid at være frivillig i Frej, og det er næppe alle, der hellere vil skifte Netflix’ nye serie ”The end of the f***ing world” ud med en dokumentar om drift af danske havbrug til opdræt af havørreder. Men det vil jeg gerne! For det er som frivillig i Frej fantastisk inspirerende at møde ligesindede, der er ambitiøse, drevne og kreative. I min optik er det at være frivillig en stærk menneskelig kvalitet, da det demonstrerer modenhed og overskud ved at beslutte at bruge sin fritid på at arbejde gratis. Det er derfor en fornøjelse at se lidt mindre Netflix men at lave lidt mere Frej.  

Jeg blev oprindeligt draget til at blive en del af Tænketanken Frej på grund af visionen om at bygge et mere bæredygtigt Danmark ved at bygge bro mellem land og by. Men jeg må nu erkende, at jeg er endt med at blive i Frej på grund af de fantastiske mennesker, der alle er opsat på at gøre en positiv forskel i vores forståelse af produktion og forbrug af fødevarer.