Vi arbejder for fremtidens fødevaresektor - med vild grøn energi

I Tænketanken Frej arbejder vi hver dag for, at den måde vi dyrker, producerer og spiser mad på, ikke belaster planeten mere, end den kan holde til.

Det gør vi blandt andet ved at samle landmænd, virksomheder, forskere, politikere, unge og organisationer om samme bord.

For fremtidens mad og landbrug skabes ikke af dem, der råber ad hinanden - den skabes af dem, der bygger bro og samarbejder på tværs.

Her får unge en stemme, så de bliver hørt, når vi former fremtidens fødevaresektor. Og vi skaber den viden, de alliancer og den politiske handling, der skal til for at rykke den måde, vi spiser og producerer mad på i en grønnere retning.

Frejs strategi 2025-2030

‘Vi vil udfordre fødevaresystemet med vild grøn energi’ er vores 2030-plan, der viser, hvilken forandring, vi kan blive i stand til at skabe over de næste fem år.

Strategien udstikker de sigtelinjer og indsatser, der skal til for at fremtidssikre organisationen og være i stand til varigt at påvirke forandring i fødevaresektoren.

Den bygger videre på otte år med Frej som en central og relevant forandringsagent for et mere bæredygtigt Fødevaredanmark.

Frej ønsker at samle os om de områder, der splitter os mest i forhold til at skabe bæredygtig forandring i madlandskabet.

Læs mere om hvordan i vores nye strategi:

Vision

Frej arbejder for et nyt grønt fødevaresystem, der respekterer planetens grænser.

Mission

Frej bygger bro og motiverer til grøn forandring fra mark til måltid hos aktører og mellem generationer.

"I Tænketanken Frej forbeholder vi os retten til at blive klogere. Ingen har svaret på alting. Vi skal bruge hinandens forskelligheder og udfordre vores egne perspektiver for på den måde at blive klogere og finde fælles løsninger.”

- Marie Louise Boisen-Lendal, Direktør for Tænketanken Frej

Baggrund

Fra studenterpolitik til tænketank:

Frej opstod ud af gnisten fra studenterforeningen Tværfagligt Fødevareforum (Københavns Universitet), der arrangerede debatevents om fødevarepolitiske emner på tværs af studieretninger og kæmpede for, at silotænkningen på de enkelte studier skulle erstattes af bredt samarbejde. 

Studenterorganisationens tanker om at skabe dialog på tværs af faglighed og holdninger skulle bredes ud til resten af samfundet. Til landmænd, virksomheder, NGO’er, forskere, myndigheder, politikere og ikke mindst unge på tværs af uddannelser og landsdele.

Det var på den baggrund, at fire unge kvinder, Marianne Petersen, Charlotte Clausen, Iben Krog Rasmussen og Marie-Louise Boisen Lendal, etablerede Tænketanken Frej. 

I dag udgøres Frej af et sekretariat på mere end 20 ansatte, en bestyrelse, et advisory board og et stærkt partnernetværk med repræsentanter fra hele fødevaresektoren.

Hvorfor hedder vi Frej?

I Nordisk mytologi er ‘Frej’ eller ‘Freyr’ guden for afgrøder, frugtbarhed, velstand og fred. Da vi arbejder med vores landbrug og fødevareproduktion, passer navnet helt perfekt til os.