Conservation Agriculture

Longread: Conservation Agriculture

Cirka 3000 år før vor tidsregning ankom en strøm af høje, lyshudede og lyshårede indvandrere til Danmark. De nye danskere så ikke blot anderledes ud end det herboende stenalderfolk; de havde også en helt anden levevis og teknologi. Med sig havde de hesten, kernefamilien, laktasegenet, de indoeuropæiske sprog, gravhøjen, hjulet, vores moderne europæiske udseende – og ploven, eller arden, som den primitive forløber til det siden da så uundværlige instrument blev kaldt. Op igennem historien rodfæstedes landbrugets centrale rolle i vores kultur – det at vende jorden, udså såsæd og høste, blev et omdrejningspunkt for, hvem vi er og hvordan vores samfund er opbygget. 

 5000 år senere, i år 2021, er ploven blevet op til 14-furet, trepunktsophængt, hydraulisk tilsluttet traktoren så den kan vendes i et snuptag – og populær som aldrig før. Sammen med stubharven, diskharven og såmaskinen hjælper den moderne landmænd med at gøre jorden klar til frøet, og etablere det gode såbed mere effektivt end nogensinde før. Store maskiner kræver store marker, og kombinationen af effektiv jordbearbejdning og rekordstore marker er en af kilderne til vores høje fødevaresikkerhed i vores del af verden. Ploven og de andre jordbearbejdningsredskaber har gjort os til herre over jorden, så vi år efter år kan pløje, harve og så, og høste rekordstore udbytter.

Eller hvad? 

I USA’s 1930’ere på “The great plains”, havde man følt sig nødsaget til at pløje store dele af det oprindelige prærieland op for at levere mad til en voksende befolkning. Dengang havde migranterne en overbevisning om at “regn følger ploven”, så hvis de blot begyndte at drive landbrug på det tørre prærieland, ville regnen følge med. Der blev derfor opdyrket jord og dyrket hvede og majs på de store vidder. Som årene gik, begyndte første verdenskrig og efterspørgslen på amerikanske afgrøder steg, så der blev taget endnu mere land i brug. I 1929 startede den store depression i USA, der øgede efterspørgslen på fødevarer dyrket inden for landets grænser yderligere. I 1931 kom der en slem tørke, som førte til at afgrøderne gav efter og størstedelen af den bare og pløjede præriejord var eksponeret for vind og vejr. Uden de oprindelige præriegræsser med dybe rødder, der var gode til at holde jorden på plads, begyndte jorden simpelthen at blæse væk - den eroderede. Erosionen førte til store støvstorme, hvor store dele af overjorden blæste væk. Dette var starten på hvad der blev kaldt for “de beskidte tredivere”. Støvstormene varede nemlig helt indtil 1939, hvor det begyndte at regne mere regulært igen. 

Efter denne historiske nedtur blev der lavet et program for at genetablere landbrugsjorden. Det var starten på en helt ny dyrkningsform, der havde til formål både at opbygge overjorden og at holde på den overjord der allerede er der. Dette blev kaldt conservation agriculture og det var starten på en dyrkningsform i landbruget uden plov og harve. 

Helt konkret består Conservation Agriculture af tre grundprincipper:

1. Minimal/ingen jordbearbejdning: Jorden hverken pløjes eller harves

2. Bevaret plantedække: Enten af almindelige afgrøder, afgrøderester eller efterafgrøder. Efterafgrøden sås efter hovedafgrøden. 

3. Varieret sædskifte/afgrøderotationer: Det her bruger de fleste danske landmænd i større eller mindre grad

De tre principper bag Conservation Agriculture hjæper med at sikre en mere eller mindre stabil kulstofopbygning i overjorden og mindske erosion. Overjorden er vigtig i et landbrug, for det er her, at alt det organiske materiale og alt kulstoffet er, der er med til at sikre en god dyrkningskvalitet. Desværre har et ensidigt fokus på intensivering af landbruget og store udbytter også medført en historisk stor nedgang i landbrugsjorders kulstofindhold. 

Al landbrugsjord indeholder de faste bestanddele nemlig ler, silt og sand og så indeholder det også en fraktion af organisk kulstof. Det kulstof eksisterer bundet i ikke-nedbrudte planterester og i kulstof der er mere eller mindre nedbrudt og omdannet til stabile molekyler. De stabile molekyler er en gruppe af svært nedbrydelige stoffer, der overordnet kaldes humusstoffer. 

Det humus skal man ikke forveksle med en kikærtedip, men forstå som en samling af kulstofrige molekyler, der er tilbage efter at planterester er nedbrudt af svampe, regnorme, bakterier og andre jordbundsorganismer. Jordens kulstofindhold har en stor betydning for dens struktur og dyrkningskvalitet. En kulstofrig jord er mørk og ofte mere sammenhængende end en jord af samme tekstur, men med mindre kulstofindhold. Kulstoffet fungerer nemlig som en slags lim der binder jordens faste bestanddele, såsom sand, silt og ler sammen til aggregater, der blandt andet kan være med til at skabe hulrum med luft til planternes rødder. Desuden fungerer det organiske kulstof, som en slags svamp der gør at jorden er bedre til at holde på vandet i tørre perioder.  

For at opretholde et stabilt kulstofindhold i jorden kræves det, at der tilsættes den samme mængde planterester og dermed kulstof - år efter år. Problemet er bare at vi siden at vi har effektiviseret landbruget, er begyndt at miste meget kulstof fra jorden, fordi vi simpelthen er blevet bedre og mere effektive til at drive landbrug. Det er blandt andet sket fordi vi jordbearbejder og har intensiveret landbruget i sådan en grad at selve omsætningshastigheden af det allerede eksisterende kulstof er blevet højere. Det skyldes delvist at når man jordbearbejder ilter man jorden og sikrer en højere temperatur. Det har været med til at sikre at frøet kunne spire tidligere i den varme luftige jord om foråret. Dog er både ilt og højere temperaturer to af de ting, som mange af jordens mikroorganismer trives under  Det er i sig selv en god ting, men jo mere vi ilter jorden, jo hurtigere går omsætningen af den eksisterende kulstof i jorden. Det er netop det conservation forsøger at vende til sin fordel ved både at tilføje mere plantemateriale og nedsætte omsætningshastigheden af det tilførte kulstof.

Udover en nedsat omsætningshastighed af kulstof i jorden, beskytter planteresterne mod erosion, ved at have et konstant plantedække. Desuden spares der brændstof og arbejdstimer og det er bedre for både klimaet og landmandens bundlinje. Landmænd sparer nemlig både arbejdstimer i marken og udgifter til maskineri på den lange bane.

En af de helt store fordele ved conservation agirculture er at både levesteder og fødegrundlag bevares for mange arter. De arter inkluderer særligt regnorme, edderkopper, biller og fugle. Mange af de insekter, der bevares i conservation agriculture fungerer som nyttedyr, der beskytter mod skadegøre i marken. Det betyder at insektmidlerne i bedste fald helt kan udfases i marken. Insektmidlerne er nogle af de mest belastende pesticider, der anvendes i landbruget så hvis udbytterne bevares høje, kan dette medføre en mindre miljøbelastning og et overordnet mere bæredygtigt system.

Conservation agriculture har dog udfordringer med, at opnå lige så høje udbytter som det konvetionelle landbrug. Jord-bearbejdning er med til at tilføje ilt og varme til jorden. Særligt om foråret, hvor der harves for at sikre et godt, varmt og smuldrende såbed til det nyplantede frø kan en lavere jordtemperatur betyde at en mark dyrket efter conservation agriculture principperne simpelthen er langsommere til at komme i gang end en almindeligt jordbearbejdet mark. Det har en betydning for både klima og biodiversitet på globalt plan. Det skyldes at jo mindre effektive vi er til at dyrke, jo mindre plads vil der kunne frigives til mere natur og til klimatiltag som skovrejsning. Det er derfor vigtigt at sikre en effektiv arealanvendelse, hvis vi vil pege på nye og mere bæredygtige dyrkningssystemer.

En ny begyndelse?

Landbruget i dag kæmper med en fortælling om høje kulstofudledninger fra drøvtyggerproduktion (køer og får) og lavbundsjorder, vandmiljøproblemer med høje nitratudledninger og lukkede grundvandsboringer grundet sprøjtemidler. Et erhverv, der startede i stenalderen med et behov for at skaffe mad i et samfund som fastboende, og som over tusinder af år udviklede sig til selve kernen i vores dagligdag og den almindelige danskers årshjul, er - mere eller mindre velfortjent - blevet noget, indbyggerne i landbrugslandet Danmark ikke længere er stolte af.  Historien om det forgældede erhverv, der er den primære årsag til en dramatisk nedgang i den danske biodiversitet, som gør vores landskab byg-, raps- og hvedefarvet, presser produktionsdyrene til det yderste og bidrager med 2% af vores BNP, er blevet fortalt til bevidstløshed af journalister, podcastværter, politikere og NGO’er. 

Samtidig har store dele af befolkningen og politikerne indset nødvendigheden i den grønne omstilling, og kæmper for at plukke de få lavthængende frugter. Mens Socialdemokratiets hockeystavsmodel lader meget tilbage at ønske, er landbruget nødt til at genopfinde sig selv og sin rolle i samfundet anno 2022. Kunne man forestille sig, at klima- og biodiversitetskrisen ikke bliver landbrugets endeligt, men i stedet stedfæster en ny begyndelse?

Det er sikkert og vidst at et erhverv, der former landskabet og dækker størstedelen af landets areal, som håndterer store dele af samfundets biomasse og genererer fotosyntesedrevet værdiskabelse som “Danmarks største solfanger”, har et ufatteligt potentiale i den grønne omstilling. Hvis landbruget kan lagre kulstof som humus i landbrugsjordene, kan landbruget fjerne CO2 fra atmosfæren, og ved at holde jordene plantedækket året rundt og opbygge den mikrobiologiske diversitet, kan landbruget bidrage til at løse biodiversitetskrisen - helt fra bunden.

Landbruget har altså et enormt potentiale for at levere på tiltrængte klimafaktorer i samfundet. Budskabet om, at landbruget måske kan være en del af klimaløsningen, i stedet for en væsentlig del af problemet, har allerede nået ud over stepperne. “Regenerativt landbrug” bliver det kaldt, når landbruget ikke bare er CO2-neutralt, men i stedet lagrer kulstof og bliver CO2-negativt. I 2020 blev dokumentaren Kiss The Ground lanceret på Netflix - en dokumentar som hylder det regenerative landbrugs klimapotentiale i højt svungne amerikanske vendinger. Dokumentaren blev et kæmpe hit over hele verden med sin påstand om, at regenerativt landbrug kan redde verden.

Begrebet regenerativt landbrug dækker over så forskellige landbrugsteknikker som skovlandbrug, intercropping, mulching, kompost, permakultur, no-dig og holistisk planlagt afgræsning - listen med såkaldt regenerative amerikanske dyrkningstermer fortsætter nærmest i det uendelige. Der er bare et problem: af disse mange og forskelligartede teknikker foreligger der kun retvisende evidens om kulstoflagring på meget få af dem, hvis nogen overhovedet. Regenerativt landbrug er altså et begreb, der i bedste fald er lidt udvandet, og i værste fald er decideret misvisende. 

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at det desperate behov for at kunne lagre kulstof er reelt, og at potentialet for dette også er reelt. Derfor er det så meget desto vigtigere, at vi som samfund dyrker muligheden for at få mere viden, både videnskabeligt og med praktisk knowhow, til at udvikle fremtidssikrede dyrkningsformer. Og her kan conservation agriculture altså vise sig at blive en kæmpe spiller, både for landbrugets rolle som klimahelt og kriseløser, og for fremtidens fødevareforsyning.