HVAD DRØMMER DU OM LIGGER PÅ FREMTIDENS TALLERKEN? Vil du lære mere om fremtidens måltider og klimavenligt landbrug? Ønsker du blive en del af et fællesskab med andre, der har samme interesse - og ville du synes, det var fedt at tale bæredygtighed og skabe en grøn forandring af fødevaresektoren?
Hvis du kan svare ja, så er Frej måske stedet for dig!
Som frivillig hos os får du mulighed for at lave projekter om bæredygtighed, fødevarer og forbrug i fællesskab med andre unge.
Vi holder intromøde d. 25. august kl. 17:30. Kom og oplev, hvordan det er at være frivillig hos Frej og hør mere om vores arbejde med at blive og gøre andre klogere på, hvordan vi spiser grønnere i fremtiden gennem viden, dialog og samarbejde.
OM AT VÆRE FRIVILLIG FREJ’ER:
Hver sæson planlægger vi events, producerer podcasts, holder spændende oplæg og meget mere! Der er næsten ingen grænser for, hvad man kan, når det kommer til at formidle om den bæredygtige omstilling af vores fødevarer - både når det kommer til, hvad vi spiser og hvordan det bliver produceret.
Vi er omkring 15 frivillige, der mødes hver mandag fra 17:30-20:30, hvor vi spiser aftensmad sammen, synger en højskolesang og planlægger. Da vi mødes hver uge, foregår det meste af planlægningen i løbet af møderne.
I foråret skød vi sæsonen i gang med en bælgfrugtsmiddag med quiz Vi har lagt energi i et event på Kalø Eco festival med fokus på lokalt producerede fødevarer og en stand til Grundlovsfesten med fokus på ultraforarbejde fødevarer . I en Frej-sæson laver vi også en masse sociale ting som fredagsbarer og en frivillig weekend.
Sidder du nu og tænker - ‘Hold da op, hvor ved de frivillige meget mere end mig ’ så frygt ej! De frivillige i Frej kommer fra mange forskellige baggrunde. Det er en kæmpe styrke! Det gør nemlig, at vi kan lære helt vildt meget af hinanden, det eneste, du skal have med, er din motivation.
Vil du allerede nu vide mere om at være frivillig i Frej, så læs med lige her: https://www.taenk-frej.dk/frivillig